Min digtsamling

1. Du så ond

   Så anstændig man kan være

   Og med øjne ak så kære

   Spredes lys af blik og ånd

   Som en udrakt frelserhånd

   
   

   så hvordan kan hun dog være ond?

   
   

   Et væsen fyldt af empati

   Af ærlighed og energi

   Frelser selv det tabte sind

   Så det ses at man var blind

   
   

   så hvordan kan hun dog være ond?

   
   

   Hvor end en sådan sjæl er nær

   Synes alt foruden besvær

   Og i hjertets dunkle bo

   Sænkes der en salig ro

   
   

   så hvordan kan hun dog være ond?

   
   

   Nej, det kan hun ikke være

   Ej med øjne ak så kære

   Kærlighed i overflod

   Thi hun er af hjertet god

2. Pip pip pip

   Jeg hører en fugl

   pip pip pip

   Fra den fornemme pavillon

   pip pip pip

   Fra det almene parcelhus

   pip pip pip

   Fra det forfaldne perrontag

   pip pip pip

   Jeg hørte en fugl

3. Skitur

   Det er hvad det er

   Fra hvidt sne til en hvid gips

   Rejsen ender her

4. Flagermus

   Iklædt abnorme englevinger

   Synes den som guds budbringer

   Og med en hellig stemmeklang

   Synges iltert hver godnatsang

   
   

   Tænkte frelse var om hjørnet

   Men blev faktisk kun fortørnet

   For da vinden blæste op

   Sås den ikke følge trop

   
   

   Fik sagt et modløst trist farvel

   For den fornægter ej sig selv

   Når den fortærer Mangos kød

   Som om den led af hungersnød

5. Regnvejr

   Se nu regner det på ny

   Fra et ellers gunstigt gry

   Og mens regnen gør mig våd

   Drænes tomt mit hav af kåd

   For hvad er godt når alt er gråt

   Som i en film med kedeligt plot

   
   

   Planterne drukner deres tørst

   I kampen om at gro sig størst

   Edderkopper pryder deres plads

   Med fine perler af glitrende glas

   Frøernes kvæk i skovens bund

   Gør at man hviler for en stund

   
   

   Og når jeg solen svagt kan skue

   Må svaret jo være en regnbue

6. Tændstik

   Du havde lånt og ville da give

   For dig og mig det skulle blive

   Men tændstikker du havde ej

   Så i stedet stjal du mig

   
   

   Lyset mellem os blev tændt

   Det blev hurtigt godt bekvemt

   Flammen kyssede mine læber

   Og til den jeg nu mig klæber

   Hver en aften hver en nat

   Elsker jeg min varme skat

   
   

   Fyldt med håb var mit hjerte

   Men du efterlod det i smerte

   Sagde distancen var for stor

   Til at tø op med varme ord

   Så vores lys gik op i flammer

   Og jeg blev forladt i jammer

7. Æbler

   Med en aroma så anstændig

   At en bid er som nødvendig

   Kendes de dels med og uden

   Af gud og hver mand foruden

   
   

   Iført spragl fra rød til grøn

   Kan de koste mere end løn

   Til skue skal de stå og glimte

   Så jeg altid dem kan skimte

   For med et ydre så æstetisk

   Tales der til mig klart patetisk

   
   

   Tænk især de mest værdsatte

   Kan få soldater til at skvatte

   De søges efter vidt og bredt

   Men har sikret mig min skat

   For jeg ser den til hver en tid

   Selv når jeg taber til Freud’s id

8. Solen

   Højt i himlen med sit smil

   Skues den fra hvert et mil

   Oplyst af dens varme skær

   Nydes hvert et solskinsvejr

   
   

   Men kolde nætter lurer snært

   Så lysets skær bør holdes kært

   
   

   Når den fredfyldt viser sig

   Hjælper den os hver på vej

   Tørrer tårer og luner lemmer

   Kvaliteter som ingen glemmer

   
   

   Men også den har brug for hvile

   Så man må længes efter at smile

9. Naturskøn

   Haven er så slemt bevokset

   Ukrudt hersker allesteds

   Så blomster gror sig ilsomt flotte

   Selv den store hvidtjørn lokker

   Med sine mange hvide blomster

   Men med et ydre så alment

   Og et indre knap balsamisk

   Fanges øjet brat i stedet

   Af et eksotisk mangotræ

   Der med farverige frugter

   Besnærer øjne og begær

   Blot tanken om en lille bid

   Driver mig til vanvid